Optegnelser ved et hundreaarsskifte

Av Johannes Dahl (1903)

Johannes Dahl, min bestefar, skrev i 1903 disse "Optegnelser ved et hundreaarsskifte". De er aldri utgitt, selv om Johannes Dahl senere ble en anerkjent naturbokforfatter. Han var forresten også nokså vel kjent i norsk offentlighet tidlig på århundret: som turninstruktør førte han den norske turntroppen frem til sølv under OL i London i 1908 og gull i Stockholm i 1912. Han var med å stifte det norkse skiforeningen og ble den første presidenten i det internasjonale skiforbundet. Han levde til 1960, og jeg minnes ham som en god venn. - I 1900 hadde han akkurat kommet hjem fra Sør-Afrika etter å ha deltatt i den andre matabelekrigen.

Dette essayet er gjengitt ord for ord slik han skrev det, bortsett fra noen forkortinger der teksten var vel detaljert. (Erik Dahl, 1999).

Sandelig, de tider, jeg og mine samtidige har levet i, vil aldrig nogensinde nævnes med "petit" i historiens bog. Her sidder vi alle og blir ældre og fornuftigere, og verdenshistoriske begivenheder hænder nesten for hver dag som gaar. Aarhundreskiftet var særlig uroligt - men jeg kommer nærmere til det siden - idet jeg gjenkalder for mig selv begivenheterne som de kom, slag i slag - og en gang paa mine gamle dage vil jeg med stor fornøielse læse disse linjer, der taler om hændelser, tanker og smaating i disse - da - svundne tider. Og kanske ogsaa en og annen fremmed, hvem disse optegnelser skulde komme for øre eller øie, kanske ogsaa han da med forbauselse vil se tilbage paa alt det store, der hendte ved det 20de aarhundredes indgang.

Endnu tidlig paa vaaren 1900 kom jeg tilbage til Norge - det var mens Roberts laa i Bloemfontein og De Wet i Fristaten (Syd-Afrika). Vi kom et par dage før paaske til Kristiania. Dagen efter ankomsten drog jeg paa skitur til Østerdalen, hvorhen Finn Quale og Ragnvald Hvoslef var reist i forveien. Det er jo smaating dette, men allerede nu fornøier det mig at tænke tilbage paa turen opover Østerdalen, ankomsten med toget til Rasten (ved Rena) og kjøreturen (med hest) til Rogner i Storelvdalen, sammen med Atnosen og en av hans jobbekamerater, som jeg af barmhjertighet tog paa min slede fra Rasten.

Dagen efter tilfjelds alene, noget jeg aldrig gjør mere, og noget, jeg nær havde brændt mig paa. Snestormen tog mig paa fjeldet, før jeg var fremme; jeg gik mest efter mit hode og kartet, og kom til Møklebystølen i sidste øieblik. Der sat i godt hus Finn og Ragnvald. Den sidste havde nu med en isbil hugget Finn i benet. Vi syet saaret sammen med hyssing, vædet i cognac, og det skal her siges til Finns ros, at han hele paasken siden gik paa benet, som om intet var iveien.

Vi havde ikke denne paaskeferie det samme veir og føre, som aaret før, da vi var på Sørkjebu (i Telemark), det sted, som Nansen sommeren 99 kjøbte. Vi maatte nu holde oss meget inde paa grund af tæt snestorm, aaret før havde vi fint klarveir hver dag.

Men enkelte fine dage havde vi dog heroppe ogsaa, med lange løiper og godt føre i det ellers lette og langbratte fjeldet, der udmerker det sydligste af partiet mellom Gudbrandsdalen og Østerdalen.

En tur tversover til Lillehammer maatte opgives paa grund af Finns ben eller kanske mest på grund af veiret, der ogsaa da - 2den paaskedag - var snestorm saa tyk og sterk, at vi havde møie nok med at tage os ned til Rogner, hvor Ola Messelt, vor vært, tog imot os med gammeldags gjæstfrihed med ribbenssteg og toddy. Mister Ola talte væsentlig i enstavelsesord og deriblandt mest substantiver; verber syntes han at foragte. Vi fik ikke lov at betale for os hos ham, og det uagtet han skydsede os tilbage til Rasten dagen efter.

Disse bønder opover dalene, hvad enten det er Østerdalen eller Numedal, er det enkelte av os som forstaar, og andre ikke. Finn og jeg har havt mangen god ærgrelse over Ragnvald, der trods sin hjertensgodhed og sin store intelligens dog ikke forstaar dem. Jeg ved næsten ikke, hvad det stikker i. Endnu nu, da han har været med paa mangt og meget, liksom enhver af os - saa merker jeg, at han er bygutten, der ser med feilagtige øine paa landsens folk og forhold. Dette skal være sagt uden forkleinelse for Ragnvald Hvoslef, der er en af mine bedste venner, haaber jeg, i tykt og tynt. Men om du engang Ragnvald, hvilket næppe sker, skulde se disse linjer, da ved du, at slig var du i denne henseende i dine unge løitnantsdage. Sterk og karakterfast var du, med lidet vet havde du paa landsens folk. Du var en bygut, og hvem ved, om du nogensinde blir noget andet. Oberstløitnant er du formodentlig, naar du læser dette, hvis det engang sker; din bart er graasprengt, og Bøa er vel forhaabetlig dit andet jeg, som hun var det fra din barndom; - men tænk da paa dine gamle venner, Finn Quale - han der siden er bleven medlem av Alliance Francaise og nu er i Savoyen sammen med Angell og lærer de franske alpesoldater at gaa paa ski - denne ærlige, verdige gut, der, ligesom du selv, stammer fra byen, men dog er mere af en landsens kar. Han levet sin barndom i Numedal, og før han var 15 aar gammel kjendte han Nordmarken ind og ud. Vi har jo begge kjendt ham fra Krigsskolen, du husker denne rødhaarede, fregnede gut, som bare nogle faa kjendte tilbunds, men som alle ligte, fordi han havde det ligefremme, ærlige væsen. I den sidste tid er han blevet mere lig en franskmand, efter det han har skrevet. Hans klæder har nu et afgjort fransk snit. Han er nu, som du og jeg, over 30 aar gammel. I selskabslivet er han den fine mand med erfaringer; men naar han faar paa skiene, da er han - og igrunnen du - den samme ihærdige, sterke gut, der sammen med dig og mig gik fra Sørkjebu til Kongsberg paa et døgn. - Og naar man mindes Finn Quale, da tænk ogsaa paa mig Jonas Dahl, Finns samtidige og bedste ven, der har delt møie og morro, savn og fornøielser med dig saa mangen gang. Husker du, da vi laa sammen paa Gunnarsbua og frøs og svalt, og vi lagde igjen 50 øre for veden, vi havde taget - heldigvis har vi siden faaet høre fra Numedal, at eierne likte det godt. Vaare visitkort, som vi lagde igjen der - det var paasken 1899 - de har gjort nytte for os i Numedal.

Netop som vi kom hjem til Kristiania fra paasketuren 1900, kom ordren om mobilisering - to timer efterat jeg havde været og meldt mig for obersten - Wideberg, der var lidt forundret over at jeg ikke havde meldt mig for ham direkte ved tilbagekomsten fra Stockholm.

Mobiliseringen 1900, der omfattede Hallingdal, Telemarken, Hedmarken og Numedals bataljoner, foruden specialvaaben, var meget vellykket. Den foregik midt i den militærbegeistrede periode. Siden har der ingen mobilisering været. - Der var mobilisering i Throndhjem 1898 (slutten af april - begyndelsen af mai) og 1896 i Drøbak, det vil si Kristiania. Men siden 1900 har det været stille desværre. Det var travle dage, meget at gjøre dag og nat paa Helgelandsmoen, men dog interessant i det hele!

En gang i løbet af sommeren 1900 var det, at kong Umberto af Italia blev myrdet af en anarkist - Bresci var vist hans navn. Dronning Elisabeth (af Østerrig-Ungarn) i 1898, Umberto i 1900, McKinley i 1901 - anarkistene gjorde en rig høst i disse aar. De forsøgte sig ogsaa paa prinsen af Wales - nu konge af England, Edward VII - i høsten 99 eller vaaren 1900 i Belgien, jeg husker det nu ikke tydeligt.

I vaaren, sommeren og høsten 1900 havde vi ogsaa den chinesiske boxeropstand, der blev undertrykket af europæiske kræfter. Først under kommando af den engelske admiral Seymour der indtog Peking, siden under den tyske grev Waldersee. Jeg husker, han reiste gjennom München en dag, jeg var der, til Rom og videre for at overtage sin kommando i China. En masse mennesker var fremmødt paa jernbanestationen i München. - Udover høsten blev dette boxeroprør dempet. De europæiske tropper plyndret Peking og førte til Europa - til privathjem mest, lidt til musæer - Chinas kunstskatte, aartusender gamle. Altid under navnet "oprør" (der nu i disse dage ser ud til at bryde ud igjen), og bestandig taler man her i Europa om "faren fra øst", "den gule race" osv. Den almindelige mening herhjemme er, at det er uhyre uberettiget af europæerne at tvinge sin kultur og sine skikke paa det saa mange aarhundrer ældre China, der havde en kultur længe før vor historie begyndte at skrives.

Naar dette "spørgsmaal i Østen" var aktuelt samtidig med at der i Syd-Afrika kjæmpedes den haardnakkede krig, kan man ikke sige, at disse aar var rolige. Englands præstige stod paa spil - særlig nyttår 1899-1900 - men dette land har gaaet ud af striden stærkere end før - staar nu som verdens 1ste nation og har kun en rival - Rusland, der stadig møder øst fra vest i Asien. Boxeropstanden sluttet udpaa høsten 1900, og der var fred i den store verden, undtagen i Syd-Afrika, hvor kampe ved juletider 1900 foregik i fuldt raseri - guerillakrigen var begyndt.-

Jeg havde under rekrutskolen faaet pladsen som turninspektør i "Det norske turn og gymnastikforbund" - som saadan reiste jeg umiddelbart efter vaabenøvelsene til Tyskland og Scweitz for at studere turnforhold. Jeg var i Schweitz, Tyskland og Danmark og kom hjem, rig paa erfaringer, i begyndelsen af september. Siden denne reise, der var min første i turnsagens tjeneste, og hvortil jeg havde 1000 kroner - varende i 6 uger - har jeg inden landet reist overmaade meget i turnsagens tjeneste.

Straks jeg kom hjem fra Danmark, reiste jeg til Bergen. Der deltog jeg paa bestyrelsesmøder, og straks efter hjemkomsten derfra, holdt jeg i Fredrikstad i slutten af october (1900) mit første forturnerkursus. Siden har jeg holdt mange, og er nu vel vandt med dette arbeide.

Denne sommer, sommeren 1900, hører til de lykkeligste tider i mit liv. Jeg havde faaet posten som turninspektør, den var ligesom færdig for mig, da jeg var færdig med min uddannelse. Jeg besøkte min kone 2-3 gange i løbet af sommeren, først i pintsen i Kristiania, siden 2 gange paa Hakedals værk. Jeg var en dreven og udholdende cyklerytter. Den første gang, jeg var hjemme paa værket, forlod jeg Helgelandsmoen paa eftermiddagen lørdag og kom til værket om aftenen. Næste aften kjørte jeg paa cykle de 88 km fra Hakedals værk til Helgelandsmoen paa 4 timer. Jeg sprængte min kjede i den bratte bakke nedenfor Norderhov kirke. - Som sagt denne sommer er den lykkeligste tid, jeg har levet, siden jeg kom paa egne ben. Besøgene paa Hakedals værk glemmer jeg jo aldrig. Det var den fagreste tid i min ungdom, hjertet slog sterkt, en slig tid kommer aldrig igjen.